44 48 27 12

Kirke Værløsevej 26, 3500 Værløse

Sundhedsundersøgelse af katte

De fleste opdrættere, vælger at få både moderkatten og dens killinger sundhedsundersøgt umiddelbart efter fødslen. Næste sundhedsundersøgelse er som regel i 12-13 ugers alderen. Her gennemgår killingen en klinisk undersøgelse med følgende fokusområder

  • Hud og hårlag undersøges for skæl og sår. Der undersøges også for utøj, herunder lopper og rovmider.
  • Der lyttes på hjertet og lungerne og temperaturen tages.
  • Øjnenes form undersøges, øjenlågenes udformning og evt. tåreflåd undersøges
  • Ørene efterses for specielt øremider, og øreflappen undersøges for f.eks sår og hårløshed.
  • Tænderne, tandstilling og tandkødet undersøges.
  • Lymfeknuder, der ligger under huden, mærkes igennem for at afsløre om de er forstørrede.
  • Leddene bøjes igennem for at afsløre smerte, og poterne gennemgås for sår og betændelse.
  • Der spørges til kattens afføring og urin. I nogle tilfælde skal vi have en afføringsprøve, som undersøges for indvoldsorm.
  • Dyrlægen spørger til kattens æde- og drikkelyst.
  • Kattens kønsorganer tjekkes igennem.
  • Endelig palperes/mærkes bughulen igennem.

På baggrund af denne undersøgelse, rådgiver din dyrlæge dig om, hvilke vaccinationer din kat har behov for. Hvis killingen er helt rask, kan den vaccineres mod de smitsomme sygdomme: kattesyge, katteinfluenza og evt leukæmi. Ved anden sundhedsundersøgelse i 16 ugers alderen, kan man med fordel medbringe en afføringsprøve som undersøges for bændelorm og andre tarmparasitter.

Når katten er ældre end 9 år, ændres dens stofskifte og cellerne begynder at ældes. I takt med at katten bliver ældre, ændres sundhedsundersøgelsen derfor, så dyrlægen er særlig opmærksom på de lidelser, som er karakteristiske hos ældre katte. Som eksempler kan nævnes, at man i denne periode vil være særlig opmærksom på nyre- og leverfunktionen, hjerte-kredsløbsproblemer, stofskiftelidelser, knuder og begyndende organsvigt. Derfor vil sundhedsundersøgelsen hos den ældre kat ofte kunne inkludere en laboratorieundersøgelse af blod- og urinprøver. Prøverne vil kunne afsløre begyndende organsvigt, stofskiftesygdomme med mere.